Domstolene er under pres - holder åbent grundlovsdag
Østre Landsret er en af de retter, der holder åbent på grundlovsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sager med arrestanter prioriteres, når by- og landsretter fredag helt ekstraordinært holder åbent.
Bunkerne med retssager sager vokser hos landets domstole.
Derfor har en lang række by- og landsretter besluttet at åbne retssalene fredag på grundlovsdag, hvor domstolene normalt holder lukket.
Det oplyser Domstolsstyrelsen.
Retterne satte de fleste sager i bero i midten af marts på grund af coronaudbruddet og vendte først tilbage til en nogenlunde normal drift i slutningen af april.
Nedlukningen har lagt et ekstra pres på retsvæsnet, som i forvejen kæmpede med stigende sagsbehandlingstider.
Det fortæller præsident for Østre Landsret Bent Carlsen. Ti retter planlægger at holde åbent på grundlovsdag, og Østre Landsret er én af dem.
- Vi har fået en sagspukkel som følge af nedlukningen under coronaudbruddet. De sager, vi har måttet udsætte, forsøger vi at afvikle så hurtigt, vi kan.
- Og der har det været nødvendigt - for at få noget mere fleksibilitet - at gøre brug også af grundlovsdag, siger Bent Carlsen.
Han fortæller, at Østre Landsret fredag afvikler ni straffesager og en civil sag grundlovsdag. I flere af sagerne er de tiltalte varetægtsfængslet.
- De mennesker har vi en særlig forpligtelse overfor i forhold til at prøve at få færdiggjort sagerne hurtigt, siger retspræsidenten.
I de kommende måneder kommer landsretten formentlig også til at afsætte lørdage til retsmøder, fortæller Bent Carlsen.
Det er usædvanligt, at landsretten inddrager en fridag som grundlovsdag.
- Vi har gjort det få gange før, men det er en ekstraordinær situation, siger præsidenten for Østre Landsret.
Foruden Østre Landsret holder følgende retter åbent grundlovsdag:
Retten på Bornholm, Retten i Glostrup, Retten i Hillerød, Retten i Næstved, Retten i Randers, Retten i Aalborg, Retten i Aarhus, Retten i Sønderborg og Vestre Landsret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned