Dømt eks-betjent blev anholdt nær ministers bopæl
Dommer i Københavns Byret skal onsdag afgøre, om der er grundlag for at frihedsberøve anholdt mand.
En tidligere politibetjent blev natten til tirsdag anholdt af politiet nær justitsminister Peter Hummelgaards (S) hjem på Amager. Det skriver Ekstra Bladet.
Manden, Lars Kragh Andersen, er tidligere blevet dømt for flere lovovertrædelser og skulle mandag være mødt op til afsoning i Renbæk Fængsel.
Københavns Politi bekræfter, at en person blev anholdt, og at vedkommende skal fremstilles for en dommer i Københavns Byret onsdag. Det vil sige, at der formentlig kommer et krav om varetægtsfængsling.
Men politiet kan tirsdag eftermiddag ikke over for Ritzau svare på, hvad personen konkret er blevet sigtet for.
Gennem årene har den tidligere betjent fået en del omtale for både holdninger og handlinger.
Således har han tidligere offentliggjort cpr-numre på politikere.
Aktuelt er han engageret i debatten om det nye lovforslag, som vil give PET yderligere beføjelser til at samkøre data om danskerne.
For eksempel skal Lars Kragh Andersen ifølge eb.dk have udlovet en dusør til den, der vil give ham justitsministerens komplette sundhedsjournal.
I mandags skulle han efter planen indlede afsoningen af en dom på fængsel i ni måneder, skriver eb.dk.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned