To mænd fra Nakskov blev i går i en domsmandsret i Nykøbing F. idømt 20 dages fængsel for blufærdighedskrænkelse af to piger på 12 år ved skaterbanerne i Nakskov.
For den ældstes vedkommende blev dommen gjort ubetinget, således at de 20 dage skal afsones. Den yngste, der nu er 18 år og på gerningstidspunktet i september sidste år var 17 år, fik sin dom gjort betinget af, at han gennemfører 40 timers samfundstjeneste.
Ingen af de unge mænd er tidligere straffet, men nogen forklaring på, hvorfor de pludseligt begik overgreb mod to piger på 12 år, som de slet ikke kendte, fik man ikke i retten.
Begge nægtede, at der var foregået noget som helst ulovligt, da de to piger passerede en flok drenge ved skateboard-ramperne denne lørdag aften.
Pigerne derimod, kunne som vidner berette om, at de havde været udsat for både verbale og fysiske krænkelser af deres blufærdighed af primært de to mænd, der var tiltalt.
En tredje gerningsmand var også nævnt i anklageskriftet, og vidnede i sagen, men han slap for tiltale, fordi han kun var 14 år og dermed for ung til at få en dom.
Pigerne fortalte om krækende udtalelser fra drengenes side med opfordring til forskellige seksuelle ydelser, ligesom de berettede om, at de begge var forsøgt afklædt og var blevet befamlet over og under blusen og holdt fast.
Pigernes forklaring blev støttet af en udenforstående dreng, der havde overværet episoden, og set at pigerne blev berørt, og at den ene græd.
Deres forklaring blev også bakket op af den politimand, der blev tilkaldt til stedet, fordi krænkelsen blev politianmeldt straks. Denne skrev i sin rapport, at den ene pige var meget følelsesmæssigt berørt af episoden forinden.
Begge pigerne har efterfølgende været igennem et forløb med psykologsamtaler for at komme videre og få det bedre.
En personundersøgelse af de tiltalte gav heller ingen forklaring på adfærden. Begge havde gode personlige forhold, men havde svært ved at skaffe sig arbejde.
Begge tog efter dommen betænkningstid med hensyn til anke af dommen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker