Dømt for at stjæle våben

En 16-årig dreng fra Nakskov er i Retten i Nykøbing F. blevet idømt en betinget dom sammen med to jævnaldrende skolekammerater fra Bogø Kostskole.
De tre drenge fik alle en dom på seks måneders betinget fængsel for at have stjålet nogle våben og en del ammunition fra et værksted på Bogø, hvor de går på kostskole.

De tre drenge var brudt ind i et værksted og havde der opdaget et våbenlager i form af en Browning pistol og en revolver af mærket Reck, en jagtkniv og to foldeknive.
Disse våben stjal drengene sammen med næsten 200 stykker skarp ammunition til pistolen og revolveren.

Våbnene og den tilhørende ammunition gemte de under en sten i nærheden af kostskolen, og da den 16-årige dreng en dag stak af fra skolen og hjem til Nakskov, medbragte han pistolen og revolveren til sin hjemadresse.

Straffen for at stjæle, opbevare og transportere våben rundt er i det danske retssystem skærpet betragteligt de seneste år, så det var en ren undtagelse, at de tre drenge på 15 og 16 år slap med en betinget dom.
Når de således slap for at komme i fængsel hænger det sammen med, at tyveriet af våbnene i den grad var et tilfældighedernes spil.

Drengene var brudt ind i værkstedet, mens de strejfede rundt på Bogø, fordi de havde set, at der var nogle sodavand på stedet, og de opdagede så våbenlageret ved en ren tilfældighed.

De tog dem med sig som et slags trofæ, men de havde aldrig nogensinde benyttet våbnene og i retsmødet fremstod de alle tre tydeligvis oprigtige, da de forklarede, at de aldrig havde brugt våbnene eller ladet dem, lige som de heller ikke anede hvordan man skulle affyre våbnene.
Der var tydeligvis tale om drengestreger.

Dommer Jeanette Bukhave formanede de tre brødbetyngede herrer, at den slags skulle de absolut holde sig fra i fremtiden.
Drengene går fortsat på kostskolen, der også var repræsenteret ved retsmødet.

Tre kostskoledrenge er blevet dømt for at stjæle våben og ammunition. Dog blev deres straf mildere af, at det tydeligvis var drengestreger, som havde ført til tyveriet.

Offentliggjort Sidst opdateret