Dømt for drab på pensionist i Brabrand
En aarhusiansk mand har ikke fået noget ud af sin anke af en drabsdom.
Et nævningeting ved Vestre Landsret har onsdag fundet ham skyldig og idømt ham fængsel i 12 år og otte måneder.
Jesper Snæbum Nielsen på 36 år dræbte en pensionist, som han kendte fra et værested for misbrugere i Aarhus.
Forbrydelsen skete i april 2011. Det var skolebørn, der fandt liget af 56-årige Per Ernst Mikkelsen fra Lystrup i et grønt område ved Grimhøj i Brabrand.
Offeret var blevet slået med en rørtang i panden, ligesom han blev han stukket flere gange med kniv.
Tangen, en kniv og den dræbtes pung blev kort efter fundet i en lille sø.
Den tiltalte har nægtet sig skyldig, men landsretten har altså stadfæstet den dom, som Retten i Aarhus afsagde i april i år.
De ekstra otte måneder oveni straffen på 12 års fængsel skyldes en dom, som Nielsen blev idømt i august.
Det er anden gang, at Snæbum Nielsen tiltales i en drabssag.
Første gang drejede sig om drabet på en mand, der i 2008 var blevet skudt på en strand nær Marselisborg ved Aarhus.
I den sag blev han dog frifundet for anklagen om rovmord og alene dømt for ulovlig våbenbesiddelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker