Dømt for groft uforsvarlig behandling af svin

Groft uforsvarligt. Det sagde flere parter i sagen om den 43-årige landmand, der i går var i retten i en dyreværnssag. Ordene blev brugt af en dyrlæge, der vidnede.  Af  Det Veterinære Sundhedsråd, som har udtalt sig i en rapport. Og af John Rasmussen, der var anklager i sagen mod landmanden.

Og derfor valgte Retten i Nykøbing F. at bruge de samme ord, da den fandt landmanden skyldig i to ud af tre tiltalepunkter.

Retten fandt det bevist, at landmanden fra Nordfalster havde overtrådt dyrevænsloven i både 2005 og 2007. Ved flere kontrolbesøg i de to år kunne politi og dyrlæger konstatere, at mange af landmandens svin var syge eller havde alvorlige skader på skuldre og ben.

På et tidspunkt i 2005 gik flere hundrede svin 14 dage i deres egen gylle, fordi et udmugningsanlæg var gået i stykker. Til gengæld blev landmanden frifundet for i 2006 ikke have fulgt op på et kontrolbesøg i september 2005.

Retten slog efter en kort votering mandag eftermiddag fast, at landmanden bar det overordnede ansvar for driften af sine ejendomme.

- Han må have været klar over problemerne. Han kom på kontrolbesøg i staldene, og han arbejdede også i staldene, sagde retten, da den kendte manden skyldig i at handlet groft uforsvarligt.

Straffen til den 43-årige landmand kom til at lyde på 14 dages fængsel.
Men fordi sagen har været længe undervejs, så blev straffen gjort betinget. Efter en kort snak med sin forsvarer, Jacob Ploug, besluttede den 43-årige at modtage sin dom.
Nu er det så op til anklagemyndigheden, om man vil anke afgørelsen.

I sin forklaring til retten nægtede den 43-årige sig skyldig. Men han kunne godt erklære sig enig i mange af de faktiske forhold, som to dyrlæger havde opdaget ved flere kontrolbesøg.

Landmanden havde dog en forklaring på, hvorfor det var gået galt flere gange i besætningerne.
- Jeg havde ialt cirka 3.500 svin og kun tre ansatte til at passe dem, sagde landmanden.
De ansatte var dels fastansatte, dels vikar eller praktikanter.  I foråret 2007 var det således en nyansat fodermester og to kvinder fra Ukraine, der passede den store besætning. Selv deltog han ikke så meget i arbejdet, fordi han i flere år har haft eksem.

Under retsagen kom det frem, at landmanden tilbage i 2004 havde fået en bøde på 5.000 kroner for en gris med skulderskade.

Foto: Arkivfoto: Per Houby

Retten i Nykøbing F. var ikke i tvivl i dyreværnssag fra Nordfalster.

Offentliggjort Sidst opdateret