Dømt for kanonslag i forsamlingshus

Af Birgitta Andersen


Mandag formiddag sad en dybt ulykkelig mand foran dommer og domsmænd ved retten i Nykøbing. Den 43-årige mand fra Maribo var tiltalt for i grov kådhed at have udsat andres liv og førlighed for fare.

Den 11. oktober 2008 var den tiltalte inviteret til fødselsdagsfest i Østofte Forsamlingshus sammen med sin hustru. På et tidspunkt under festen, forlod parret forsamlingshuset for at kigge over til en anden fest.

Her mødte den 43-årige en kammerat, som gav ham et kanonslag med lilla pap rundt om og en lunte i toppen. Og han fik den idé, at fødselaren skulle have kanonslaget i gave.

Han fortalte, at han stillede kanonslaget på bordet ved fødselarens plads, mens fødselaren et øjeblik var væk. Derefter satte han sig hen på sin egen plads - nogle meter fra hovedbordet. De to venner har gået på jagt sammen i mange år og fødselaren har ligeledes i mange år forhandlet fyrværkeri.

Da fødselaren kom tilbage og så gaven, gik det galt. Han kunne nemlig ikke se, at gaven på bordet var et farligt kanonslag. Han troede det var et stearinlys og antændte det.
Både fødselaren og flere gæster fik snitsår og varige høretab ved eksplosionen. Fødselarens hustru fik skader på sit ene ben.

I retten kom sagen til at handle om, hvorvidt den 43-årige kunne have regnet ud, hvad der ville ske - det som i straffelovssprog hedder forsæt.

Dommerpanelet besluttede, at den 43-årige burde have regnet ud, at der var en risiko for, at fødselaren ville tænde kanonslaget. Og at der derfor kunne være fare for andres liv og førlighed.
Den 43-årige mand blev idømt ti dages betinget fængsel og skal betale sagens omkostninger.

Han udbad sig betænkningstid angående en eventuel anke til landsretten.

Foto: Det var her i Østofte Forsamlingshus, at ulykken skete.

43-årig mand fra Maribo idømt betinget fængselsstraf for at have udsat andres liv og førlighed for fare.

Offentliggjort Sidst opdateret