Den 48-årige Jan Erik Henriksen, der i sidste uge blev idømt 16 års fængsel for at have dræbt den 20-årige Maria i Herning, anker dommen til Vestre Landsret.
Han fastholder sin uskyld i alle anklagerne. Han vil anke med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, siger den dømtes forsvarer, Jens Møller.
Den 20-årige Maria Møller Christensen blev dræbt ved kvælning nytårsnat, da hun havde forladt en fest i Herning uden overtøj eller fodtøj og i beruset tilstand.
Liget blev fundet i en kælder i den ejendom, hvor Jan Erik Henriksen boede.
Den 48-årige mand blev dømt blandt andet på baggrund af dna-spor. Han blev af et nævningeting i Herning fundet skyldig i såvel drab som sexovergreb.
Den normale straf for drab er fængsel i 12 år, og forsvareren mener, at der er god grund til, at landsretten lemper straffen. Også selv om han igen bliver fundet skyldig.
Baggrunden for anken er bl.a., at manden af nævningetinget i byretten blev dømt to års fængsel mere end der var krævet af anklagemyndigheden.
- Desuden mener jeg ikke, der er ført bevis for, at manden er skyldig i anden kønslig omgang end samleje med den 20-årige pige, siger Jens Møller.
En straf for sexmishandling af pigen indgår i straffen, men manden blev frifundet for voldtægt.
Anklagemyndigheden havde krævet tidsubestemt forvaring, hvilket er den hårdeste straf, nogen kan idømmes. Og i det tilfælde at nævningetinget ikke ville dømme manden til forvaring, da krævede anklageren 14 års fængsel.
De tre dommere og seks nævninger udmålte dog straffen til 16 års fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde