Dømt for racisme

70-årig mand blev ved Retten i Nykøbing torsdag dømt efter racismeparagraffen. Foto: Anders Knudsen

En 70-årig mand blev dømt for kommentar på Facebook

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var racisme, da en 70-årig mand på Facebook ønskede udlændinge ud af Danmark med kommentaren: "Hvad med at jage alle der perker du af DANMARK så vi kan få et RENT land", og manden er derfor blevet straffet med 10 dagbøder af 200 kroner.

Det fastslog en enig domsmandsret torsdag eftermiddag, da sagen, der stammer helt tilbage fra august 2017, kom for retten i Nykøbing torsdag eftermiddag.

Den 70-årige mand var blevet tiltalt efter straffelovens paragraf 266 b stk. 1. eller populært kaldet racismeparagraffen. Er den opfyldt, kan man straffes med bøde eller op til to års fængsel.

- Ifølge paragraf 266 skal man straffes, hvis man truer eller er nedværdigende mod et folkefærd som generalisering, og det er vi af den opfattelse, at sagen opfylder, kunne dommer Henning Jensen sige.

Forud for kommentaren havde en 70-årig mand diskuteret i et kommentarspor på Sydsjælland og Lolland-Falsters Politis Facebook. Her følte han sig angrebet af nogle unge indvandrere.

- Når man bliver slået, forsvarer man sig, det var bare, hvad jeg gjorde, men det må man åbenbart ikke mere, sagde den 70-årige mand efter domsafsigelsen.

Dommeren mente ikke, at diskussionen var en formildende omstændighed.

- Selv ved en forudgående diskussion er truslen stadigt generaliseret og ikke rettet mod en enkeltperson, mente han og fortsatte:

- Ordet perker er uanset historisk betydning et nedsættende ord om et folkefærd.

Anklageren, Annette With Sørensen var tilfreds med dommen.

- Når man skriver sådan noget på Facebook, skal det straffes, så jeg er tilfreds.

Anklageren havde bedt om ti dagbøder, mens at forsvareren mente, at der var formildende omstændigheder, som kunne nedsætte straffen til fem dagbøder.

Bøderne kan veksles til ti dages fængsel, hvis den dømte ikke kan betale. Derudover skal han betale sagens omkostninger.