Dømt til forvaring: Ikke engang djævlen vil have mig
En 38-årig mand er idømt forvaring for drabsforsøg på medfange med et støvsugerrør og en hjemmelavet kniv.
Den 38-årige Jimmy Pablo Vinther er fredag ved Retten i Horsens blevet idømt forvaring for drabsforsøg - dommen er han selv helt enig i.
- Jeg er så farlig, at ikke engang djævlen vil have mig, fortæller han i retten, og understreger desuden, at får han ikke en forvaringsdom, så er det kun et spørgsmål om tid, før han igen sidder som tiltalt i en lignende sag.
Som indsat i Statsfængslet Østjylland forsøgte han i februar sidste år at begå sit fængselsdrab nummer to, da han slog en medfange gentagne gange i hovedet med et støvsugerrør og stak ham i halsen med en hjemmelavet kniv i form af en tandbørste isat et barberblad.
Jimmy Pablo Vinther afsonede på gerningstidspunktet en dom for drab - en forbrydelse, han begik i en fængselscelle i Spanien.
Drabet i Spanien blev, ifølge ham selv, begået i forbindelse med hans nu afdøde fars virke som colombiansk narkoboss.
Motivet for drabsforsøget i Statsfængslet Østjylland er ikke helt klart.
- Det, han selv forklarer, er, at offeret havde været irriterende og havde trådt over den dømtes grænse, siger anklager Jesper Rubow til Ritzau.
Anklager Jesper Rubow er helt enig rettens dom over den 38-årige.
- Han er farlig. Retslægerådets skriver også i mentalundersøgelsen, at "Jimmy Pablo Vinther udgør så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at forvaring findes påkrævet for at modvirke denne fare".
Forvaring er den hårdeste sanktion i dansk strafferet, og den er uden tidsbegrænsning.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde