Don Ø og Glistrup skal betale 3,75 millioner for kursfup
Don Ø skal sammen med Jørgen Glistrup betale 3,75 millioner kroner i en sag om kursfup. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Rederi skal have erstatning af Parken i sag om kursfup, men det er den tidligere ledelse, der skal betale.
Det bliver den tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard og tidligere administrerende direktør Jørgen Glistrup i Parken, som skal stå for betalingen af et millionbeløb til rederiet Clipper Group i en sag om kursmanipulation.
Det har Københavns Byret afgjort.
Beløbet på 3,75 millioner kroner er dog væsentligt mindre, end det som Clipper Group havde krævet i sagen. Selskabet havde således påstået et krav på 82.978.800 kroner med tillæg af renter.
Clipper Group havde sagsøgt Parken Sport & Entertainment, men sagens tre dommere har afgjort, at Parken kan sende regningen videre til Flemming Østergaard - også kendt som Don Ø - og Jørgen Glistrup.
Flemming Østergaard stod som bestyrelsesformand i spidsen for Parken sammen med direktør Jørgen Glistrup, da rederiet Clipper Group i 2008 købte aktier i Parken for et stort millionbeløb.
Aktierne blev købt til kurs 1200. Men de blev kun to år senere solgt til en kurs på langt under 100. Investeringen medførte et tab på knap 83 millioner kroner, som altså var det beløb, Clipper Group krævede i erstatning.
Kursen på købstidspunktet var manipuleret og på et kunstigt højt niveau, mener rederiet, der derfor stævnede Parken Sport & Entertainment.
I forhold til erstatningen på 3,75 millioner kroner skriver retten, at Clippers salg af aktierne ikke skete som følge af en mistanke om strafbar kursmanipulation.
Det skete i stedet, fordi Clipper som følge af eftervirkningerne af finanskrisen manglede likviditet, konkluderer retten.
Retten lægger også vægt på, at Clipper foruden betydelige aktiesalg også solgte ud af ejendomme blandt andet i København for flere hundrede millioner kroner.
- Retten finder på den baggrund, at Clippers tab væsentligst hidrører fra andre forhold end den ansvarspådragende kursmanipulation. En erstatning kan derfor ikke fastsættes til påstandsbeløbet, skriver retten.
I øvrigt bemærker dommerne, at Clipper ikke på noget tidspunkt inden sagsanlægget formelt ses at have hævet aftalen om aktiekøbet over for Parken.
I stedet har retten fastsat beløbet for erstatning til forskellen mellem den aftalte købskurs på 1200, og den kurs som Clipper havde fået aktierne til i et uafhængigt marked uden kursfup.
Den aktuelle sag er en udløber af en anden og større sag mod Parken Sport & Entertainment, som nåede sin slutning i 2016.
Her blev Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup i Østre Landsret idømt hver halvandet års fængsel. Parken Sport & Entertainment fik en bøde på 13 millioner kroner for kursmanipulation.
Selskabet og de to ledende skikkelser blev dømt for at have manipuleret med Parken-aktiens kurs ved at opkøbe et stort antal egne aktier.
Kort før fredagens dom anmodede Parken Sport & Entertainment om at få suspenderet handlen med aktien, indtil Parken var blevet bekendt med dommen.
Parken oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at selskabet nu vil analysere dommen.
Seneste artikler
Hver tredje fik klip eller frakendelse
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Sejlere ærgrer sig: Broåbning udskudt
Det gamle Danmark vækker minder om deres egne lande
Efter omdiskuteret ansættelse: Lokale SF'ere reagerer
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Værtshus inviterer til dildoparty