Dong Energy: Vi er uenige i Elsam-afgørelse
Dong Energy er uenig i Sø- og Handelsrettens konklusion i Elsam-sagen og overvejer at anke dommen.
Først nåede Konkurrencerådet frem til, at energiselskabet Elsam havde misbrugt sin markedsposition til at opkræve for høje priser.
Den kendelse blev anket til Konkurrenceankenævnet, som imidlertid nåede frem til samme konklusion, ligesom Sø- og Handelsretten tirsdag ligeledes mener, at Elsam har forbrudt sig mod konkurrencelovgivningen.
Alligevel mener man ikke i Dong Energy - som opstod ved en fusion af blandt andet Elsam i 2006 - at der er foregået noget ulovligt.
- Vi er uenige i dommen. Vi har i Sø- og Handelsretten vist, at de samlede omkostninger, som konkurrencemyndighederne har anerkendt, at Elsam kunne få dækket, er højere end de priser, som selskabet tog i den undersøgte periode, siger koncerndirektør Thomas Dalsgaard i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
- Vi mener ikke, at Elsam har overtrådt konkurrencereglerne. Vi vil nu nærlæse dommens præmisser og tage endelig stilling til, hvorvidt vi vil anke dommen, siger han.
Fristen for at anke dommen til Højesteret er 27. september i år. Hvis sagen skal for Højesteret, vil der gå nogle år, før den bliver afgjort.
Dong Energy har hensat 298 millioner kroner plus procesrenter til dækning af eventuel erstatning, og det ændrer dagens dom ikke ved.
1106 virksomheder og kommuner har krævet 4,4 milliarder plus renter i erstatning, men erstatningssagen er sat i bero, indtil konkurrencesagen er afsluttet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned