Dopingkontrollant kalder dom i smuglersag for "ekstremt vigtig"
Doping har alvorlige sundhedsskadelige konsekvenser, advarer direktør i Anti Doping Danmark Kim Højgaard Ravn. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Meget tyder på, at flere og flere skyder genvej til større overarme, siger direktør i Anti Doping Danmark.
Fem mænd blev tirsdag dømt ved Retten i Kolding i det, der af anklagemyndigheden er betegnet som den hidtil største sag om dopingsmugling herhjemme.
40-årige Jacob Nordbeck Hansen blev idømt ti års fængsel og fik konfiskeret ti millioner kroner for sin rolle som leder af et dopinglager i Kolding.
Det er en "ekstremt vigtig dom", lyder det fra direktør i Anti Doping Danmark Kim Højgaard Ravn.
- Ti års fængsel til hovedmanden sender et meget klart signal om, at doping-kriminalitet har alvorlige konsekvenser for slutbrugerne.
- Og derfor koster det nu heldigvis også ved "kasse 1" for bagmændene at forsyne danske unge og andre med de svært sundhedsskadelige stoffer i drømmen om en smutvej til en større, stærkere eller ”skarpere” krop.
Anti Doping Danmark er en offentlig selvejende institution under Kulturministeriet, der arbejder for at bekæmpe og forebygge doping.
Institutionen har blandt andet et samarbejde med fitnesscentre, hvor man udfører dopingkontrol.
Det er ifølge Kim Højgaard Ravn svært at sige noget om, hvor udbredt brugen af doping er herhjemme.
Men der er ifølge direktøren meget, der tyder på, at flere og flere skyder genvej til større overarme.
Toldstyrelsen forhindrede sidste år knap 1400 forsøg på at få doping over den danske grænse.
Det er en fordobling siden 2020, hvor der blev registreret godt 700 sager.
Flere læger er stået frem og har advaret mod alvorlige bivirkninger og skader efter brug af steroider og andet dopingmisbrug, senest i DR-dokumentaren "Dopede drømmekroppe".
Brugen af doping afspejler ifølge Kim Højgaard Ravn "et større kropsfokus i samfundet end nogensinde før".
- Børn og unge siger i stigende grad i undersøgelser, at de ikke er tilfredse med deres krop, ligesom rekordmange danskere helt ned til 13 års-alderen dyrker fitness og styrketræning.
- Det er derfor formentlig ikke urimeligt at antage, at flere end tidligere skyder genvej med for eksempel steroider, for at få den krop de drømmer om, siger Kim Højgaard Ravn.
Han håber på, at dommen i den historisk store dopingsag fra Kolding kan få flere danskere til at tænke sig om en ekstra gang, før de overvejer at bruge steroider og andre dopingmidler.
- Jeg håber derfor, at sagen betyder, at der nu vil komme endnu større fokus på kampen mod doping – og ikke mindst på at stoppe tilstrømningen af dopingstofferne til danske overarme i træningsmiljøer landet over, siger Kim Højgaard Ravn.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned