En mulig sjuskefejl med nyhedsklip bliver dyr for Danmarks Radio.
DR har over en periode på fire år benyttet sig af 19 tv-klip fra nyhedsbureauet Reuters, som man ikke havde rettigheder til, og konsekvensen bliver en bøde i millionklassen.
Brugen af de 19 klip kommer til at koste DR en bøde på godt 4,8 millioner kroner plus 200.000 kroner i sagsomkostninger, fastslår Østre Landsret, der dermed stadfæster en afgørelse fra Københavns Byret, som også fandt DR skyldig.
Klippene er blevet brugt i nyhedsprogrammer på Danmarks Radio i perioden 2005 til 2008, og det drejer sig om klip fra internationale nyhedshistorier om alt fra valg i Irak over forurening i Kina til skyderier i Gaza.
Klippene har DR hentet i en fælles europæisk database, hvor medier kan hente en række tv-billeder og historier. Problemet for DR er blot, at man også har benyttet sig af 19 klip, som kræver en decideret abonnementsaftale.
De 19 klip var således kategoriseret som "Reuters' exclusive", og Reuters sælger ikke klip enkeltvis, men derimod skal nyhedsbureauets kunder tegne et årsabonnement for at benytte sig af klippene.
DR forklarede blandt andet i retten, at brugen af klippene skyldes fejlskøn, ligesom man fremhævede, at journalisternes ofte fortravlede arbejdsvilkår i forbindelse med nyhedsproduktion kan føre til fejl.
Man erkendte dog sine ugerninger og var parat til at betale en stykpris til Reuters for klippene.
Men Østre Landsret dømte i sidste ende til fordel for Reuters, som mente, at DR skulle betale den fulde pris, som et årsabonnement koster for alle fire år.
Dommen blev afsagt mandag i Østre Landsret, og den bliver onsdag bekræftet af DR i en pressemeddelelse.
Alle sagens tre dommere var enige om afgørelsen i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde