Drab foran værtshus: Knivstikker skal 12 år i fængsel
En 26-årig mand skal bag tremmer i 12 år efter at have dræbt en mand med kniv i Asnæs sidste år.
En slåskamp foran et værtshus i Asnæs i Nordvestsjælland fik en dødelig udgang sidste år i oktober, da en 33-årig mand blev dræbt af knivstik.
Den 26-årige Patrick Harup fra Københavnsområdet er fundet skyldig i drabet, og tirsdag har Retten i Holbæk idømt ham 12 års ubetinget fængsel.
Patrick Harup stak sit offer flere gange i brystet og i siden af kroppen, og den 33-årige mand fra lokalområdet døde af forblødning.
Anklageren i sagen, Katrine Alsholm, er tilfreds med dommen.
- Retten har afvist, at den dømte handlede i nødværge, siger hun.
- Straffen er udmålt i overensstemmelse med praksis, og retten fandt ikke, at der var formildende eller skærpende omstændigheder.
Også en 38-årig mand blev såret foran Café Germo i Asnæs. Han slap dog med overfladiske knivstik i ryggen og kunne tage hjem efter behandling på skadestuen.
Det var ifølge politiet to grupper af mænd, der var i slagsmål på gaden ud for værtshuset natten til lørdag 4. oktober 2014.
Afhøringer af vidner tydede på, at der tidligere på natten var et mindre skænderi indenfor på værtshuset mellem to personer fra to forskellige grupper af gæster.
Dette udviklede sig tilsyneladende senere til håndgemæng på gaden.
Et par dage efter overfaldet fandt politiet frem til drabsmanden, som blev anholdt i et kolonihavehus i Roskilde.
Den dømte valgte at tage betænkningstid, før han beslutter, om han vil anke dommen.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde