Drabstiltalt på Bornholm afviser George Floyd-sammenligning

Retten på Bornholm har mandag taget hul på retssagen om drabet i juni i Nordskoven på Bornholm. Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

23-årig tiltalt for drabet på Bornholm i juni fortalte, at offeret fik som fortjent, fordi han voldtog mor.

Offentliggjort Sidst opdateret

Phillip Johansen skulle have en lærestreg, fordi han havde forgrebet sig på to bornholmske brødres mor.

Derfor blev den 28-årige tævet og mishandlet i Nordskoven i Bornholm natten til 23. juni.

Sådan lyder forklaringerne fra brødrene, der var kammerater med Phillip Johansen, mandag i Retten på Bornholm, hvor sagen er begyndt.

Den 23-årige lillebror har også tidligere i sagen fortalt, at moren skulle have sagt, at Phillip Johansen forgreb sig på hende. Derfor ville brødrene tæve ham.

Det har dog også været spekuleret i, om der kunne være et racistisk motiv for drabet på den 28-årige, der har en tanzaniansk mor.

Anklager Benthe Pedersen Lund har afvist, at det kan bevises. Hun kommer dog i retten ind på sagen om en sort mands død i USA.

I grundlovsforhøret forklarede den 23-årige ifølge anklageren, at han satte et knæ på Phillip Johansens hals, mens han lå ned. Men det affejer den 23-årige mandag i retten.

- Under grundlovsforhøret sagde jeg næsten ja til alle spørgsmål, som jeg blev spurgt, selv om det ikke var rigtigt, siger han.

Han husker dog, at han nok havde et knæ mod den 28-åriges skulder.

Anklager Benthe Pedersen Lund fortæller, at hun spørger til knæet på halsen, fordi cirka en måned inden drabet var den sorte mand George Floyd i USA død efter en anholdelse, hvor en politibetjent havde lagt et knæ på hans hals.

- Det var vigtigt for mig at få med, fordi det var jo sådan George Floyd-agtigt, siger hun.

- Det har ikke noget med det at gøre. Jeg har hørt om det, men jeg kan ikke huske, om det er efter det her, siger lillebroren.

En af storebrorens veninder Sara Krogh er indkaldt som vidne. Hun bliver spurgt til storebrorens hagekors-tatovering på benet.

- Jeg tænkte, at det var provokation, siger hun og afviser, at hun har oplevet ham som racistisk.

Phillip Johansen blev efterladt i skoven med 39 læsioner. Han blev blandt andet slået med en granrafte, med varme ildragere og trampet på.

Tidligere mandag forklarede storebroren sig i sagen. Begge brødre har forklaret, at de ville give deres kammerat en lærestreg i skoven, men at det ikke var deres mening, at Phillip Johansen skulle dø.

Anklageren fortæller, at lillebroren ved sin anholdelse råbte, at "Phillip fik, hvad han fucking havde fortjent", og "han voldtog min mor".

- Det var i afmagt, siger den 23-årige.

Sagen fortsætter mandag med to vidner. Retten ventes at afgøre sagen tirsdag.