Drabstiltalt truer vidne

Vidnet kender både den tiltalte VS og hans bror overfladisk fra den kolonihaveforening, hvor broren bor.

Broren, MCM, er også tiltalt i sagen. Han mistænkes for at have givet ham den maskinpistol, som blev brugt til at dræbe ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen, til VS og for efterfølgende at have hjulpet ham med at slippe af med den.

Desuden er han tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og for besiddelse af 10,5 gram amfetamin.

Tirsdag vidnede en nabo i den kolonihaveforening, hvor MCM bor, i retten.

Han sagde blandt andet, at han vidste, at hverken MCM eller VS var "helt rene i kanten", og at MCM flere gange havde jaget nogen rundt i haveforeningen.

Ligesom flere andre af tirsdagens vidner fortalte han, at han havde genkendt VS på en overvågningsvideo fra et friluftsbad, som blev vist i TV2. Videoen viser muligvis gerningsmanden kort efter nedskydningen af ægteparret.

- Jeg genkendte ham på den hvide hat og hans specielle måde at gå på. Jeg sagde til en pige, at det var ærgerligt, at de ikke sagde, at han havde briller. Hun fortalte, at det havde de sagt, og så ringede jeg til politiet, sagde vidnet i retten.

Han fortalte videre, at han en dag havde fundet et oversavet jagtgevær og nogle patroner under et halvtag på sin grund i kolonihaveforeningen.

- Jeg ville ikke rodes ind i noget, så jeg gav det hele til VS, fordi jeg vidste, at han var glad for våben, fortalte han.

Da anklageren var færdig med at udspørge vidnet, spurgte retsformanden, om forsvareren havde nogle spørgsmål. Det havde han ikke.

- Det har jeg, men dem tager vi senere, kom det truende fra VS på anklagebænken.

Det fik retsformanden til vredt at irettesætte ham:

- Du skal tie stille, og du skal ikke komme med kommentarer til vidnerne.

/ritzau/

Den tiltalte i sagen om dobbeltdrabet i Tusindårsskoven truede tirsdag i Retten i Odense en mand, der netop havde vidnet mod ham.

Offentliggjort Sidst opdateret