Dræbt mand er stadig uidentificeret

Politiets teknikere arbejder stadig i den lejlighed i boligområdet Klintehaven i Taastrup, hvor en uidentificeret mand ligger dræbt. Han er formentlig død af knivstik.

Manden kan være blevet dræbt uden for lejligheden. Det er uvist, om han er lejlighedens beboer.

- Vi fandt en kniv udenfor. Jeg er ikke sikker på, at det er en kniv, for jeg så den kun kort, men det er i hvert fald en spids genstand, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, Københavns Vestegns Politi.

Politiet har talt med vidner om, hvad der skete på græsarealet ved boligblokken.

- Men hvad de har fortalt, vil vi ikke ud med endnu, siger Charlotte Skovby.

Beredskabsstyrelsen har opstillet et telt omkring det formodede gerningssted for at sikre spor.

Politiet blev kort før klokken 13 kaldt ud til lejligheden, hvor betjentene fandt manden liggende død. Det er også uvist, hvordan manden i givet fald er kommet fra det formodede gerningssted og ind i lejligheden.

Der er tale om en midaldrende mand. Liget forbliver i lejligheden, indtil teknikerne er færdige med deres undersøgelser.

Politiet har kørt lejlighedens indehavers bil til tekniske undersøgelser, oplyser vicepolitiinspektøren.

Med drabet er der sat et punktum for en ellers fredelig sommer for landets drabschefer. I godt en måned har efterforskere og kriminalteknikere ikke haft et drab at rykke ud til ifølge Ritzaus opgørelse.

Drabet i Klintehaven er det 22. i år. Til sammenligning var der på samme tidspunkt i 2010 noteret 33 sager om folk, der blev slået ihjel.

/ritzau/

Politiets teknikere arbejder stadig i den lejlighed i Taastrup, hvor en uidentificeret mand ligger dræbt.

Offentliggjort Sidst opdateret