Dræbte blev forvekslet med affald

58-årige Flemming Reinholdt troede først, at det var skrald, da han på sin runde med hunden Mille så de to livløse skikkelser på en mark i kanten af Tusindårsskoven.

Den tidligere Falck-redder blev dog hurtigt klar over, at der var tale om to døde mennesker og ringede straks 112, fortæller han til Ekstra Bladet.

- Det virkede som om, de ikke ville være med i det her cirkus mere, tænkte han for sig selv, mens han ventede på politiet.

Det døde ægtepar lå ifølge Flemming Reinholdt halvt på ryggen og halvt på siden, og han kunne se lidt blod.

Der var dog ikke tegn på vold eller kamp i nærheden af ligene, siger Falck-redderen.

Politiet kom til stedet kort før klokken ni torsdag morgen og har dagen igennem haft teknikere på stedet, hvor ligene frem til torsdag aften har ligget urørt på findestedet.

Ved det dræbte ægtepar er fundet adskillige patronhylstre til 9mm-projektiler, men gerningsvåbnet er ikke fundet.

/ritzau/

Hundelufter troede, at dræbt ægtepar var henkastet affald. Han blev dog klogere og ringede til politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret