Dreng får 6 år for voldtægt af 10-årig

Foto: Tony BrøChner/ Scanpix /Scanpix

En 17-årig somalisk dreng er idømt seks års fængsel for blandt andet at have voldtaget en 10-årig pige ved en legeplads i Herning-forstaden Gullestrup.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er Retten i Herning, der torsdag har fældet dom over den 17-årige, som nu overvejer, om han vil anke dommen, der også indeholder en udvisning af Danmark for bestandig.

Voldtægten skete i november 2011. Her tvang den dengang 16-årige dreng sit unge offer ind i et skovområde, hvor han voldtog hende.

Ved samme lejlighed forsøgte drengen at tvinge pigens jævnaldrende veninde med, men hun undgik at blive voldtaget.

- Pludselig fik jeg den idé, at jeg ville voldtage nogen. Ligegyldigt hvem. Jeg gik hen til de to piger, greb dem bagfra og holdt dem for munden, har drengen forklaret under sagen.

I forbindelse med efterforskningen fandt politiet ud af, at drengen havde mere end overfaldet mod de to småpiger på samvittigheden., Han blev sat i forbindelse med et voldtægtsforsøg i Herning, som han også blev dømt for.

Drengen blev allerede tidligere i sommer kendt skyldig i sagen, men man valgte at udsætte domsafsigelsen.

Ved torsdagens retsmøde argumenterede anklageren for en straf på seks til otte års fængsel, mens forsvarsadvokaten mente, at fire til fem år burde række.

Torsdagens retsmøde blev blandt andet overværet af medlemmer af den højreradikale gruppe Danish Defence League.

- De har været en 10-12 stykker, og vi har været til stede for at sikre ro og orden, men der har ikke været nogle problemer, siger Annemarie Pedersbæk, der er sagsleder på vagtcentralen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var tekniske beviser fra gerningsstederne, der i sin tid førte politiet på sporet af drengen. I første omgang fandt man en pakke kondomer nær det sted, hvor den 10-årige pige blev voldtaget.

På pakken var der fingeraftryk, og de viste sig at stamme fra drengen.

Også i forbindelse med voldtægtsforsøget i Herning mod en 17-årig pige havde drengen efterladt tydelige spor. På gerningsstedet fandt politiet nemlig et cigaretskod. Det viste sig efterfølgende, at drengens dna sad på cigaretskoddet.

/ritzau/