Drenge anholdt for røveri mod spillehal

To drenge på 15 og 16 år blev onsdag morgen anholdt på deres bopæle i Stubbekøbing området. De to drenge er sigtede for at have deltaget i et røveri mod spillehallen Stubben i Vestegade i Stubbekøbing tidligere på sommeren. I følge Arne Holdensen er den 15-årige godt kendt af politiet i forvejen for både vold og tyverier. Yderlige to drenge jævnalderende drenge medlte sig selv til politiet onsdag formiddag, da de fandt ud af at politiet gerne ville i kontakt med dem.
Røveriet blev begået torsdag den 14. juli hvor tre sortklædte kom ind i spillehallen og truede med en sort pistol. På den måde lykkedes det dem at komme af sted med dagens omsætning og nogle af de ansattes mobiltelefoner.
I første omgang ville politiet fremstille drengene onsdag i grundlovsforhør for at få dem varetægtsfængslet.
Men først blev grundlovsforhøret udskudt en time. Til sidst blev det helt aflyst.
- Der var ingen af de unge mænd, som erkendte forholdene. Og desværre mente vi ikke, at vores beviser ville kunne række til at få dem varetægtsfængslet, siger Arne Holdensen fra lokalpolitiet.
De fire drenge blev herefter kørt hjem igen. Men politiet opretholder foreløbig sigtelserne mod dem.
Lige efter røveriet i juli blev tre 19-årige mænd anholdt og sigtet for røveriet. Efterfølgende blev de løsladt. Disse tre er også stadig også sigtet i sagen.
- Lige nu er de alle mistænkte. Vi holder alle døre åbne og fortsætter efterforskningen i sagen, siger Arne Holdensen.
Pistolen som blev brugt ved røveriet er endnu ikke dukket op. Dagen efter røveriet forsøgte politiet ved hjælp af dykkere at finde pistolen spor i vandet ud for anlægget i Stubbekøbing. Men uden resultat.
Foto: Arkivfoto: Per Houby

Opdateret: To unge drenge på 15 og 16 år er onsdag morgen anholdt for et bevæbnet røveri mod spillehallen Stubben i Stubbekøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret