Drenge skød gennem rude på kørende bil

Det var tilsyneladende to drenge på kun 15 og 16 år, der torsdag aften skød med luftgevær mod forbipasserende biler i Farsø syd for Aalborg.

Fra et skjul i en kornmark skød de først mod en bil, der fik en bule i sidedøren. Den kvindelige bilist så et glimt af drengene og slog alarm.

Men inden politiet nåede frem, havde de ungdommelige skarpskytter nået at affyre endnu et skud, der smadrede sideruden i endnu en bil. Ifølge Nordjyllands Politi blev bagsædepassageren, der sad ved ruden, dog ikke ramt.

Torsdag aften havde politiet fat i den 15-årige af drengene og konfiskerede geværet. Den 16-årige dreng kender man identiteten på.

/ritzau/

To drenge lå på lur i en kornmark og skød efter forbipasserende biler med luftgevær. En kugle var tæt på at ramme passager.

Offentliggjort Sidst opdateret