Drikkelag på kollegium i Viby ender i knivstikkeri

En mand blev onsdag morgen ramt af knivstik på Ravnsbjerg Kollegiet, der ligger på Risdalsvej i Viby i Aarhus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Episoden fandt sted omkring klokken halv otte, da offeret, en 34-årig mand, af uvisse årsager blev overfaldet af en 28-årig mand, som stak ham i lysken med en kniv.

- Vi ved stadig ikke, hvilket motiv der ligger bag overfaldet. Men det lykkedes os at anholde den 28-årige umiddelbart efter, siger vagtchef Bo Christensen, Østjylland Politi, til Ritzau.

Offeret og gerningsmanden kender hinanden i forvejen, og overfaldet skete i forbindelse med drikkelag.

Det 34-årige offer er uden for livsfare.

- Han er kørt på skadestuen, hvor han modtager behandling for sine skader, siger vagtchefen.

Den 28-årige blev anholdt på en parkeringsplads nær kollegiet og er nu sigtet for kvalificeret vold, oplyser han.

- Nu skal vores efterforskere arbejde videre med sagen og foretage afhøringer, siger Bo Christensen, som endnu ikke ved, hvornår den 28-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.

/ritzau/