Drivende gummibåd førte til storstilet eftersøgning

Efter fundet af denne gummibåd i Jammerbugten omkring 30 kilometer fra land, blev der iværksat en større eftersøgning. Gummibåden viste sig dog at komme fra et større sejlskib, og ingen har været i fare. Foto: Forsvaret/Free

En omfattende eftersøgning i Jammerbugt er afblæst. Ejer af gummibåd er fundet, og ingen har været i fare.

Offentliggjort Sidst opdateret

To helikoptere, fem skibe og personer på land var mandag eftermiddag i gang med en større eftersøgning ved Jammerbugten efter fundet af en havareret gummibåd.

Gummibåden drev rundt med bunden i vejret ud for Thorup Strand cirka 17 sømil - omkring 30 kilometer - fra land, og Forsvarets Operationscenter frygtede, at der var sket en ulykke.

Kort før klokken 17.00 kunne eftersøgningen dog indstilles, skriver Forsvaret på Twitter:

- Eftersøgning i Jammerbugten er afblæst. Gummibådens ejer er fundet. Den kommer fra et større sejlskib. Der har ikke været nogen personer i fare. Forsvarets Operationscenter takker for telefoniske henvendelse.