Droner og redningsbåde ledte efter person på Lillebælt
Eftersøgning på Lillebælt blev indstillet, da Forsvarets søredningstjeneste vurderede, at ingen var i fare.
Brandvæsen, politi og ambulancer var fredag aften til stede ved lystbådehavnen i Fredericia, hvorfra beredskabet havde iværksat en redningsaktion - eller eftersøgning - på Lillebælt.
Myndighederne frygtede, at en person, der tidligere på aftenen blev set sejle på et såkaldt paddleboard, var kommet i havsnød.
Det fortalte operationschef Casper Christensen fra Trekantområdets Brandvæsen.
- En bekymret borger kontaktede alarmcentralen, da vedkommende havde set en paddleboarder på vandet og efterfølgende mistede personen af syne.
- Det er på den baggrund, at vi har iværksat en eftersøgning. Der er foreløbig ingen, der er meldt savnet, sagde operationschefen.
Kort efter klokken 22 blev aktionen afblæst.
Casper Christensen oplyser til Fredericia Dagblad, at det var Forsvarets søredningstjeneste, JRCC, som traf beslutning om, at eftersøgningen skulle indstilles. JRCC styrede aktionen.
- Det er dem, der har vurderet, at der ud fra eftersøgningen og efterretninger fra politiet ikke er nogen indikationer på, at der er nogen fare på færde. Men den nærmere baggrund for vurderingen, kender jeg ikke, siger Casper Christensen.
To redningsbåde og flere droner ledte efter den pågældende person på Lillebælt. Anmeldelsen blev modtaget klokken 20.02.
Et paddleboard er et bræt, som man enten kan stå eller sidde på, mens man kommer frem ved at padle med en åre.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde