Duo fængslet for knivstik på Nørrebro

To mænd på 30 og 31 år er i Dommervagten i København blevet fængslet i 27 dage, sigtet for et drabsforsøg på Tagensvej på Nørrebro.

Her blev en 43-årig mand med libanesisk baggrund stukket ned på åben gade den 12. november. Kniven borede sig ind i siden på den 43-årige, og efter angrebet slæbte offeret sig 50 meter hen ad gaden, inden han faldt om.

Det var ikke første gang, at nogen har forsøgt at tage livet af den 43-årige libaneser. Han har tidligere været offer i en skudsag, og ifølge politiet er knivoverfaldet muligvis et internt opgør i indvandrermiljøet på Nørrebro.

/ritzau/

To mænd er blevet fængslet for at stikke 43-årig mand ned på Nørrebro tidligere på måneden.

Offentliggjort Sidst opdateret