Dusør på op til 50.000 kroner kan give falske tip
Folk, der giver politiet gode tip om rockere og bander, skal have en meget højere kontant belønning end i dag.
Justitsminister Morten Bødskov (S) vil hæve loftet for dusører til private fra 10.000 kroner til 50.000 kroner.
Præmierne er blandt andet tiltænkt personer, der færdes i de kriminelle miljøer, fremgår det af efterårets bandepakke.
Men Landsforeningen af Forsvarsadvokater er nervøs for konsekvensen af den markant højere betaling til de såkaldte meddelere.
Initiativet er betænkeligt, fordi det kan fremprovokere løgnehistorier, fremgår det af foreningens høringssvar.
Udsigten til en belønning på helt op til 50.000 kroner kan i sig selv være "et incitament til at afgive en forklaring, som måske kan være urigtig," skriver forsvarsadvokaternes formand, advokat Henrik Stagetorn.
Men ifølge Justitsministeriet kan højere dusører øge politiets viden. Den drastiske lønforhøjelse begrundes med, at beløbets størrelse i visse tilfælde udgør "et væsentligt incitament."
Rockerklubber og bander er lukkede miljøer, og de involverede er meget sikkerhedsbevidste. Det betyder, at aflytninger og ransagninger ikke giver politiet særligt mange oplysninger.
Derfor er kilder og meddelere i miljøerne af stigende betydning for politiets arbejde med at vurdere trusler og efterforskning af kriminalitet, lyder det fra Justitsministeriet.
I øvrigt rummer bandepakken, som er døbt "Fast greb om banderne", en række forslag om hårdere straffe, skrappere regulering af ret til prøveløsladelse og andre ting.
En særlig paragraf i straffeloven giver i dag mulighed for at fordoble straffen, hvis en forbrydelse er led i et gensidigt opgør mellem to grupper.
Fremover skal paragraffen bruges langt oftere, idet flere betingelser fjernes, foreslår regeringen i lovudkastet.
Men forsvarsadvokaterne er kritiske. Bestemmelsen er upræcis, hvilket er utilfredsstillende, når der lægges op til fordobling af straffen, lyder det.
Desuden fraråder advokaterne, at Folketinget helt ned i detaljen bestemmer, hvad straffen skal være. Den opgave ligger bedst hos domstolene, mener de.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde