Dykkere endte i skudregn

To unge mænd, der er anklaget for at have skudt mod en tilfældig bil i Odense, nægter sig skyldige i drabsforsøg.

En sommerdag i juni sidste år kørte to mænd og den enes kæreste hjem fra en dykkertur i Kerteminde. Men pludselig ændrer deres fredelige køretur sig til en scene fra en gangsterfilm. Bilen klemmes op i en sandwich af to biler. Skud regner ned over bilen. Cirka 10 skud rammer bilen, men ingen personer bliver ramt.

Sagen mod de to mænd, som sidder anklaget for at have affyret skuddene, er mandag begyndt ved Retten i Odense. Michael Juul Eriksen er forsvarer for den ene tiltalte:

- Jeg vil ikke diskutere om min klient har haft forsæt til at dræbe, for min klient har slet ikke været til stede, sagde Michael Juul Eriksen.

Begge de anklagede nægter sig skyldige. Den ene erkender dog at have været i besiddelse af et skarpladt våben, som et vidne samme dag fandt i en hæk udenfor hans mors hjem.

Ved retten i Odense er det kommet frem, at to biler, som har relationer til de to anklagede, er set i området, hvor skyderiet foregik.

- Vi undersøgte hans hænder for krudtpartikler, da han blev anholdt. Ifølge Teknologisk Institut havde han én krudtpartikel på hånden, sagde statsadvokatens anklager Jacob Thaarup.

Anklageren mener, at det umotiverede angreb mod to helt uskyldige personer er et led i den verserende krig mellem Hells Angels og kriminelle indvandrere. Hvis de to dømmes, risikerer de at få fordoblet deres straf, hvis det lykkes at løfte bevisbyrden for, at skyderierne er sket som led i et bandeopgør. Det er konsekvensen af regeringens såkaldte bandepakke, som blev vedtaget sidste år.

På grund af forsvarernes travle kalendere falder der først dom i sagen sidst i oktober.

/ritzau/

Tre tilfældige personer blev sidste sommer uskyldige ofre i bandekrigen i Odense. De endte i en skudregn. To mænd nægter sig skyldige i drabsforsøg.

Offentliggjort Sidst opdateret