Ebh-banksag er den største nogensinde i Vestre Landsret
Finn Strier Poulsen, tidligere direktør i ebh bank, møder ikke op til første retsmøde om uforsvarlig bankdrift
- Jeg tror, vi nærmer os 50.000 sider i sagen.
Med den bemærkning mandag formiddag i Vestre Landsret røber advokat Boris Frederiksen det enorme omfang af retssagen om erstatning for tab i den krakkede ebh bank.
Sammen med tre andre advokater repræsenterer han det statslige selskab Finansiel Stabilitet, som kræver op til 718 millioner kroner plus renter af direktørerne, bestyrelsen og den eksterne revision.
Mandagens retsmøde er det første af i alt 112 planlagte retsmøder frem til oktober næste år. Dommen ventes i 2019.
Der er tale om den største retssag i Vestre Landsrets historie, bekræfter rettens pressekontaktdommer.
15 personer fra bestyrelsen, direktionen og den eksterne revision er sagsøgt.
Persongalleriet spænder vidt. Fra en tidligere skoleinspektør i Brovst og en forhenværende herreekviperingshandler fra Fjerritslev, der var medlemmer af bestyrelsen, til erfarne revisorer og direktørerne. Alle forlanger frifindelse, lyder det fra deres advokater.
De fleste sagsøgte er til stede i retten, men den tidligere direktør Finn Strier Poulsen har valgt ikke at rejse til Viborg. Kravet imod ham er opgjort til 716 millioner kroner.
Fra 2003 og frem kastede ebh bank sig ud i en ambitiøs vækst. Problemet er, hævdes det, at risikostyringen haltede, og at den kraftige satsning på at betjene især ejendomshandlere endte med enorme tab. Da banken gik ned i 2008, var der en underbalance på 3,2 milliarder kroner.
- Den eksterne revisor undlod at reagere adækvat, siger Boris Frederiksen om årsagen til, at revisionsselskabet BDO også er sagsøgt - her er kravet 549 millioner kroner.
Selv om sagen som nævnt bugner af papirer og har været forberedt siden 2011, er alt endnu ikke på plads ved den såkaldte hovedforhandlings begyndelse mandag. Finansiel Stabilitet har fortsat undersøgelser i gang, lyder det.
I alt 70 personer, heriblandt også de sagsøgte, skal afhøres undervejs i processen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde