Efter dramatisk retsmøde: Nu får Peter Madsen sin straf
Onsdag ventes Østre Landsret at afsige dom i ubådssagen. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Onsdag genoptages sagen mod drabsdømte Peter Madsen, efter et dramatisk retsmøde blev afbrudt 14. september.
Østre Landsrets største sal i det centrale København var stuvende fuld lidt før klokken ti fredag den 14. september.
Anklager Kristian Kirk var i gang med sine afsluttende bemærkninger om, hvorfor Peter Madsen bør idømmes fængsel på livstid.
- Det er svært at rumme, at et menneske kan udsætte et andet menneske for sådan en behandling - eller rettere sagt mishandling, var noget af det sidste, anklageren sagde, inden retsformanden pludselig brød ind.
En domsmand mistede bevidstheden, og retsmødet blev afbrudt. Kort efter ankom en ambulance, og retsmødet blev derfor aflyst resten af dagen.
En repræsentant fra retten kunne dog kort tid efter oplyse, at manden igen var ved bevidsthed, og at hans tilstand var stabil.
I sidste uge udsendte landsretten en pressemeddelelse, hvor man meddelte, at den pågældende atter var på benene.
Onsdag genoptages sagen så, og her ventes der dom mod den drabsdømte ubådsbygger Peter Madsen.
Dommerpanelet i Østre Landsret skal alene tage stilling til, hvilken straf han skal have. Drabsmanden har nemlig valgt at acceptere byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet.
Dermed ligger det fast, at Madsen i august sidste år efter forudgående planlægning bandt, sexmishandlede, dræbte og parterede den svenske journalist Kim Wall under en tur i ubåden "UC3 Nautilus".
Anklagemyndigheden forlanger en gentagelse af livstidsstraffen fra byretten. Madsen selv går efter en tidsbestemt straf.
I Østre Landsret har ankesagen været behandlet over tre retsdage, hvoraf fredag den 14. september var den sidste.
Forventningen var således, at dommen kunne afsiges om eftermiddagen, men det kom altså ikke til at ske.
Peter Madsen sad en overgang fængslet i Storstrøm Fængsel på Nordfalster, men blev flyttet efter, at en medindsat overfaldt ham.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker