Efter ni år: Nu vil pushervagt have udvisning ophævet
Iransk statsborger har ikke fået børn, og blandt andet derfor skal udvisningen stå ved magt, mener anklager.
Han er velintegreret. Han taler dansk. Kæresten er dansk, og han har haft en stribe forskellige job.
Men Elias Karkavandi, der er iransk statsborger, er fredag i et varmt retslokale i Østre Landsret blevet konfronteret med sin fortid som lovovertræder.
Han blev i 2005 udvist i 10 år. Han havde været vagt for hashhandlerne i Christiania, hvilket gav en straf på fængsel i et år og seks måneder.
Udvisningen til præstestyret kan dog ikke blive til virkelighed, og derfor har han i adskillige år levet på såkaldt tålt ophold.
Indgrebet ophørte dog i januar, da en dommer i Københavns Byret sagde stop og ophævede udvisningen.
Men den afgørelse er anklagemyndigheden utilfreds med, og fredag måtte Elias Karkavandi derfor sammen med sin kæreste tage plads på en bænk i landsretten og igen lytte til uddrag af betænkninger, domme og juridisk litteratur.
- Selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor nok er nok. Vi synes bare ikke, at det er nu, siger senioranklager Dorthe Vejsig.
- Hvorfor skal han stilles bedre end andre udviste, spørger hun.
Loven siger, at en udvisning kan ophæves, hvis der er sket væsentlige ændringer i udlændingens liv, men det er ikke tilfældet, mener hun.
- Han er ikke gift, og han har ikke børn, lyder det.
Netop tiden, der er gået, er et vigtigt argument for Karkavandis advokat, Christian Dahlager.
- Han er blevet stærkt integreret i det danske samfund, konstaterer advokaten. Men de mange år på tålt ophold - hvor man ikke må gifte sig og ikke må tage et egentligt arbejde eller uddanne sig - har gjort det vanskeligt for Karkavandi at gøre mere.
En ophævelse af udvisningen er både saglig og rimelig - også sammenlignet med en anden sag, hvor Højesteret ophævede udvisningen af en etiopier, der havde begået røveri, mener advokaten.
43-årige Karkavandi er frustreret over at skulle leve på andres gode vilje, og derfor er han for eksempel ikke flyttet sammen med kæresten, fortæller han retten.
Tidligere har han arbejdet i entreprenørselskabet Logik & Co., og for tiden er han vikar i et andet byggefirma.
Landsretten træffer afgørelse 3. oktober.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker