Efterlyser vidne til færdselsuheld

Arkivfoto. Foto: Jens Panduro, Polfoto

Politiet vil gerne tale med kvinde, der så færdselsuheld ved Netto i Nakskov den 1. april.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hos lokalpolitiet i Nakskov er man meget interesseret i at tale med en kvinde, som var vidne til et færdselsuheld, der skete ved udkørslen fra Netto til Tømmergade den 1. april.

Kvinden henvendte sig til en af de to parter i færdselsuheldet umiddelbart efter, men parten fik ikke noteret hendes navn.

Efterfølgende er de to parter i færdselsuheldet blevet meget uenige om, hvem, der var skyld i uheldet, så derfor vil politiet meget gerne have, at kvinden henvender sig på politistationen eller på telefon 114.

Uheldet skete om formiddagen ved 11-tiden.