Efterlyst dansker fundet druknet i Polen

Familien kan nu endelig få klarhed for, hvad der skete med den 48-årige Jeanett Rask Thomas, efter hun gik ned for at købe en kebab og forsvandt sporløst for knap et halvt år siden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jeanett Rask Thomas er nemlig fundet druknet i Polen, skriver BT.

- Det er rigtigt. Hun er fundet, siger ægtefællen Lars Thomas til BT.

Liget af den 48-årige skyllede op på kysten, og hun er tilsyneladende drevet hele vejen fra Københavns Havn.

Hun blev fundet for omkring fire måneder siden, men først for to uger siden fik familien beskeden.

- Jeg ved egentlig ikke rigtigt, hvad jeg skal sige. Et eller andet sted så vidste vi jo godt, at der var sket noget i den retning. I løbet af det sidste halve år har vi jo også fået vores hverdag til at hænge sammen igen, siger Lars Thomas.

- Det er en lettelse. Min yngste dreng på 13 år sagde også til mig: "Nu bliver det lettere, far", fortæller Lars Thomas.

Ifølge Ekstra Bladet har polsk politi meldt ud, at der ikke er tegn på en forbrydelse.

Jeanett Rask Thomas forlod sit hjem 10. februar og kom aldrig tilbage. Trods massiv omtale og mange henvendelser fra offentligheden stod politiet uden spor af den 48-årige kvinder, efter hun forlod sit hjem i Ægirsgade på Nørrebro i København.

Hun blev både efterlyst herhjemme og internationalt, og det vrimlede med henvendelser fra folk, der mente at have set kvinden.

En overgang søgte politiet tilmed efter folk, der lignede Jeanett Rask Thomas for at finde ud af, om de mange henvendelser omkring hendes færden kunne skyldes en dobbeltgænger.

/ritzau/