Efterlyst flugtbilist er anholdt for drab

En 36-årig mand er anholdt og sigtet for sidste uges trafikdrab i Tilst ved Århus. Politiet har jagtet manden i en uge, men fandt frem til ham mandag aften på Sjælland, fortæller politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.

- Anholdelsen foregik uden dramatik, og han fremstilles i grundlovsforhør i Århus i løbet af tirsdagen.

Sigtelsen lyder på uagtsomt manddrab.

Den 36-årige flugtbilist har været efterlyst med navn og billede efter trafikdrabet mandag i sidste uge. Den 48-årige Dorde Meiner var ude at lufte familiens hund, da en bilist i vanvittig fart torpederede hende og stak af. Politiet fandt bagefter flugtbilen - en sort Ford Escort - udbrændt og med skader på forsiden. Den nu anholdte mand er ejer af bilen.

Den trafikdræbte kvinde fra Livøvænget i Tilst efterlader sig mand og to døtre på 17 og 24 år.

/ritzau/

Efter en uge på flugt fandt politiet frem til en 36-årige flugtbilist, der er mistænkt for et voldsomt trafikdrab i Tilst ved Århus.

Offentliggjort Sidst opdateret