Eftersøgt dreng er fundet på Falster

En 10-årig dreng med tyrkisk baggrund, som politiet natten igennem har ledt efter, er fundet i god behold i Nykøbing Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det oplyser Københavns Politi torsdag morgen.

Drengen har taget toget fra København til Nykøbing Falster under sit forsvindingsnummer.

Tidligt onsdag aften bemærkede en DSB-ansat en dreng, som åbenbart havde skjult sig på toget fra København og nu vandrede rundt for sig selv på banegården i Nykøbing Falster.

Det fortæller Stefan Jensen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Drengen har det godt og er lige nu anbragt på et børnecenter. Han havde ingen papirer på sig, og der var nogle sproglige forviklinger, siger vagtchefen torsdag morgen.

Politiet måtte skaffe en tyrkisk tolk for at kommunikere med drengen.

I første omgang troede politiet, at han var stået på toget i Vordingborg, fordi det var her, at en DSB-ansat fik øje på ham.

Drengens humør fejler ikke noget.

- Han har ikke lidt overlast. Han har det godt, siger vagtchef Stefan Jensen.

Drengen, der mentalt er som en fem-årig og ikke taler dansk, er nu ved at blive genforenet med sin far.

Dan Sørensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, bekræfter, at der er tale om den 10-årige Mustafa.

Drengen bor normalt i Tyrkiet og forsvandt onsdag eftermiddag omkring klokken 16, da han var hjemme hos sin far på Vallekildevej i Brønshøj.

Den 10-årige dreng var gået alene ud i haven, og da faren gik ud for at hente ham, var han væk. Da faren ikke kunne finde sin søn, ringede han efter politiet.

Politiet eftersøgte området med hunde og en masse patruljer, men kunne altså ikke finde ham.

/ritzau/