Ejer af havecenter får tre års fængsel for brand
Skylden for to brande i havecentret Koiland ved Gilleleje ligger hos ejeren selv - og for de påsatte brande er han tirsdag idømt ubetinget fængsel i tre år.
En domsmandsret har fundet den 36-årige Dennis Ry skyldig, og retten mener, at hensigten var at svindle sig til et millionbeløb fra brandforsikringen.
I alt kunne han have scoret 6,3 millioner kroner fra forsikringen ved de to brande, fremgår det af anklageskriftet.
Ejerens økonomi var hårdt presset, og det indgår som en del af begrundelsen, at hans dna-profil er fundet på 8 af de 12 lunter, som blev brugt i nogle såkaldte brandmaskiner.
"Maskinerne" bestod af stearinlys med stofvæge bundet omkring og sluttet til en benzindunk eller sorte plastiksække fyldt med brandbar væske forbundet med snorelunter.
Retten i Helsingør fastslår, at arbejdet med at sætte brandmaskinerne op krævede et indgående kendskab til stedet og de rutiner, der var.
Desuden har det været omstændeligt at fremstille brandmaskinerne, lyder det.
Den første brand skete 20. marts sidste år, og i juli var den gal igen.
Til pressen sagde Dennis Ry, at han mente, at han blev forfulgt af "terrorister", som ville ødelægge hans virksomhed.
Straffen på tre års fængsel rimer fuldstændig med det krav, som anklageren, Naja Larsen, havde rejst.
Koiland tilbød blandt andet kostbare og sjældne fisk fra Singapore og ligeså eksotiske fugle.
Ejeren har været varetægtsfængslet siden august sidste år. Han har nægtet sig skyldig. Han har udbedt sig betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen til Østre Landsret.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker