Eksbokser Patrick Nielsen tiltalt for rå vold og trusler
Et anklageskrift mod Patrick Nielsen ligger klar. Det rummer to grove overfald og en stribe trusler.
En eftermiddag i juli gik det galt.
En mand gik ifølge politiet til angreb på en kvinde i en have i Albertslund. Kvinden blev trukket ned i en kælderskakt, der blev taget kvælertag på hende, ligesom hun blev rusket, trampet på og fik knytnæveslag i ansigtet. På et tidspunkt i løbet af overfaldet besvimede hun.
Episoden er beskrevet i et anklageskrift, hvor den tiltalte er den tidligere professionelle bokser Patrick Nielsen.
Overfaldet skete ifølge tiltalen omkring klokken 13.00 den 4. juli.
Men det er ikke det eneste, Patrick Nielsen er tiltalt for. Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.
For nogle uger inden overfaldet på kvinden begik den tidligere bokser ifølge anklagemyndigheden et røveri og udøvede grov vold mod en mand.
På en parkeringsplads i Ishøj den 27. maj overfaldt han manden med flere knytnæveslag, spark og tramp i ansigtet. Volden betød blandt andet, at offerets kæbe brækkede to steder.
Episoden var ifølge anklagemyndigheden samtidig et røveri.
Patrick Nielsen er for begge episoder tiltalt efter paragraffen om vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. De to overfald har ifølge Ritzaus oplysninger ikke noget med hinanden at gøre.
Derudover er han tiltalt for at have sendt truende beskeder til kvinden, der blev overfaldet i Albertslund.
" ... jeg skal nok fange dig en dag. uden børn..", lyder en af beskederne, mens en anden går: "Bar vent (offerets navn, red.). jeg kommer efter hele din familie".
Patrick Nielsen, der har relationer til rockerklubben Satudarah, henviser derudover i beskederne til sine "brødre i Køge", og at han har sendt et billede af hende rundt i grupperne, så "folk ved, hvem du er".
Siden juli har Patrick Nielsen siddet varetægtsfængslet i sagen.
Han har ved et tidligere grundlovsforhør erkendt sig delvist skyldig. Han nægter dog at have taget kvælertag på kvinden og afviser, at der er tale om grov vold.
Retssagen finder sted ved Retten i Glostrup den 15. december.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker