Ekskæreste til datter af familie i Korsør blev mandag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør i Næstved i sagen om mordbrand på familiens hjem.
Den 32-årige ekskæreste er sigtet efter den alvorligste paragraf om brandstiftelse - i daglig tale mordbrand.
Manden blev ført ind i retten iklædt kasket, solbriller og dynevest. Han lod sin forsvarer føre ordet. Her kunne forsvareren fortælle, at den sigtede nægter sig skyldig.
Dommeren har herefter besluttet at fængsle manden frem til den 17. juni. Den sigtede tager forbehold for at kære fængslingen.
Der er i alt tre anholdte i sagen, der drejer sig om forsøg på at sætte ild til et hus i Korsør klokken 05.40 søndag.
Der var i alt fem personer i huset på det pågældende tidspunkt. Der blev sat ild til en udestue i umiddelbar nærhed af trappen til første sal.
Et kamera fra TV2's kriminalprogram Station 2, der var sat op på grund af familiens frygt for ekskæresten, opfangede forsøget på mordbranden. En søster til mandens ekskæreste har set optagelserne og udtaler til DR Sjælland, at "det er min søsters ekskæreste. Det er jeg ikke i tvivl om. Man kan tydeligt se det på tøjet og hans gangart".
Datteren har gennem længere tid følt sig truet af en ekskæreste, der ifølge familien overfaldt hende, da hun slog op med ham.
- Han hælder peberspray i hovedet på hende, hiver hendes tøj i stykker, og han giver hende stød med en strømpistol, og så hiver han en stor hårtot ud af hovedet på hende, fortæller datterens mor, Charlotte Hamburg, til TV2.
Det var da også truslerne, som førte politiet på sporet af de tre anholdte.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker