Ekspert giver gidsler nyt håb

Midt i mareridtet er der håb for den danske familie, der er taget til fange af somaliske pirater. Den klangruppe, der står bag kapringen, tilhører en gruppe af erfarne pirater, siger en dansk ekspert i pirateri.

Det øger chancen for, at forældrene, deres tre teenagebørn og to gaster slipper for kapringen med livet i behold.

- Normalt anser vi det for en positiv melding, at der er tale om erfarne pirater. De er interesserede i, at forhandlingerne fungerer, og at gidslerne kommer ud af det her med livet i behold, siger Lars Bangert Struwe, Center for Militære Studier.

Ifølge nyhedsbureauet AP befinder danskerne sig i Halun, som ligger på Somalias nordøstkyst. Her dominerer Osman Mahmoud-klanen, og det er sandsynligvis den, der holder danskerne som gidsler.

Hvor de præcist opholder sig, er usikkert, da nogle kilder i Somalia siger på land, mens andre oplyser, at familien er sammen med andre gidsler på et større kapret skib. Ifølge Lars Bangert Struwe er det almindelig praksis, at piraterne efter nogle dage opgiver de små både og vælger en større.

- Det lader sig ikke gøre i længere tid at være syv gidsler og flere pirater på et mindre sejlskib. Det er der ikke plads til, siger han.

Dermed forløber gidseltagningen indtil videre "efter bogen", og det kan give forhandlerne fra Danmark tillid til gidseltagerne.

- Det tyder på, at piraterne har en professionel forhandler, som ender med at forhandle med en professionel forhandler, der repræsenterer familien i Danmark, siger Lars Bangert Struwe.

Det er erfarne pirater, som har kapret dansk familie. Dermed er der gode chancer for frigivelse, siger ekspert

Offentliggjort Sidst opdateret