Ekspert: Pirater udnytter medier i taktisk spil

Søndag lykkedes det på Ekstra Bladets initiativ piraterne at få hul igennem til danske medier med historier om, hvor forfærdeligt gidslerne har det, og at de har opgivet at komme hjem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Historien blev citeret af en række andre store danske medier, som TV2 og TV2 News og Berlingske.

Ekstra Bladet havde via dansk-somalieren Nasib Farah fået interview med gidslerne, der stor set gentog de samme klager som i sommeren 2011: De var syge, og de dør, hvis de ikke kommer hjem nu.

Men det bedste, som myndigheder, politikere og rederi kan gøre, er at ikke at lade sig påvirke af historierne.

Det siger direktør i det internationale efterretningsfirma Risk Intelligence, Hans Tino Hansen.

- Piraterne har opnået det, de ville, nemlig at få hul igennem til dansk presse. Det bruger de i deres taktik for at få flere penge ud af rederiet og for at påvirke myndigheder og politikere, siger Hans Tino Hansen til Ritzau.

- Men det bedste myndigheder, politikere og rederi kan gøre, er ikke at reagere på det uanset, om gidslerne har det rigtigt dårligt eller ej, siger Hans Tino Hansen.

Gidslerne bliver altså ifølge Hans Tino Hansen brugt i et taktisk spil af piraterne, der ikke - som nogen måske tror - er fattige somaliske fiskere, men en erfaren, velorganiseret og velbeslået pirat-forbryderbande.

- Gidsler - uanset om de er hos somaliske pirater eller er taget til fange andre steder, taler aldrig frit. Uanset om de siger det eller ej, så er de underlagt piraternes kontrol og siger kun, hvad de får lov til.

- Og medierne vil aldrig kunne komme i nærheden af at tale med gidsler, hvis piraterne ikke gav dem lov til det, siger Hans Tino Hansen, og fortsætter:

- Piraterne har selv en strategisk interesse i det, og bruger det udelukkende for at lægge pres på deres modpart, siger Hans Tino Hansen, der har specialiseret sig i blandt andet veldokumenterede efterretninger fra det somaliske piratmiljø.

At komme igennem til pressen er et scoop for piraterne, når det gælder eksempelvis vestlige lande, fordi der her er en større human forståelse for gidslernes budskaber om, hvordan de har det.

- Langsigtet kan det have en skadelig virkning, hvis medierne ikke forstår, at det indirekte er piraternes ærinde, de går her, siger Hans Tino Hansen.

I følge Ritzaus oplysninger vil piraterne ikke lykkes med at påvirke de danske myndigheder eller rederiet. Det er årsagen til, at hverken Udenrigsministeriets Borgerservice eller rederiet Shipcraft vil kommentere sagen.

Det skyldes blandt andet hensynet til gidslernes sikkerhed og bestræbelserne på at få dem hjem.

/ritzau/