Eksplosion på fabrik: 33-årig mand er kvæstet
Foto: Henning Bagger /Scanpix
Henning Bagger /Scanpix
En 33-årig mand er ifølge Nordjyllands Politi kvæstet efter en gaseksplosion i en hærdeovn på en fabrik i Brønderslev tirsdag formiddag.
Eksplosionen er sket på plastikfabrikken Altuglas på Industrivej i Brønderslev. Eksplosionen skete tirsdag formiddag kort efter klokken 9.
- Da brandvæsnet kommer frem, er der kun mindre ild, og der bliver sendt røgdykkere ind, som redder en person ud, der har været savnet, fortæller Poul Badsberg, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.
- Han er meget alvorligt tilskadekommen og er kørt med politieskorte til Aalborg Universitetshospital, fortæller Poul Badsberg til Ritzau.
Ifølge vagtchefen har eksplosionen været så kraftig, at både vinduer og døre er blæst ud.
- Men vi ved ikke, hvad der har været årsag til eksplosionen.
Ved eksplosionen blev en 500 kilo tung dør til hærdeovnen blæst ud. Døren har ramt manden, som også er blevet forbrændt ved ulykken.
Selve branden efter eksplosionen har været begrænset og er under kontrol. Den har ikke skabt yderligere fare.
Politiet har underrettet Arbejdstilsynet, som nu skal undersøge de nærmere forhold. Arbejdstilsynet bliver altid tilkaldt, når der sker arbejdsulykker.
Altuglas er en fransk ejet virksomhed, som blandt andet producerer akrylplader, også kendt som plexiglas.
Fabrikken havde i 2011 fornemt besøg, da prins Henrik i forbindelse med et besøg i byen lagde vejen forbi den fransk ejede fabrik.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned