Eksplosionsmistænkt svensker udleveres til Danmark
En 22-årig svensk statsborger, der er mistænkt i sag om eksplosion ved Skattestyrelsen, skal udleveres til Danmark. Det har Malmö Tingsret afgjort fredag eftermiddag. Foto: 10600 Andreas Hillergren/TT/Ritzau Scanpix
10600 Andreas Hillergren/TT/Ritzau Scanpix
Den 22-årige, der er sigtet for eksplosion ved Skattestyrelsen, dækkede sit ansigt ved retten i Malmø.
En 22-årig svensk statsborger, der er mistænkt i sag om eksplosion ved Skattestyrelsen på Østerbro i København, skal udleveres til Danmark.
Det afgør Tingsretten i Malmø, efter at manden har været fremstillet i grundlovsforhør fredag eftermiddag.
Den unge mand har nu indtil 23. august til at klage over udleveringen til en højere retsinstans, der svarer til den danske landsret.
Desuden vurderede retten, at manden fortsat skal være varetægtsfængslet, og at de genstande, der blev beslaglagt i hans hjem, skal udleveres til dansk politi. Der er tale om en computer, en telefon, et USB-stik, tøj og sko.
Den 22-årige var selv til stede i retten, men han dækkede sit ansigt med et blåt håndklæde, da pressen var til stede.
Hans forsvarer, Anders Malm, forklarede, at manden ikke ønskede at blive genkendt i offentligheden.
Eksplosionen skete om aftenen 6. august. To personer befandt sig i bygningen, da braget lød, men ingen af dem kom til skade. Én person, der befandt sig i området, blev ramt af fragmenter fra eksplosionen.
Den 22-årige blev tirsdag aften tilbageholdt af svensk politi på baggrund af en nordisk arrestordre, som politiet fik udstedt efter et retsmøde i Københavns Byret.
Retsmødet i København blev afholdt for dobbeltlukkede døre, hvilket betyder, at det ikke var muligt at få oplyst, hvad de to mænd er sigtet for. Heller ikke ved fredagens retsmøde i Sverige kom politiet ind på den konkrete mistanke.
En anden svensk statsborger på 23 år er ligeledes sigtet i sagen. Han er fredag fortsat på fri fod og internationalt efterlyst i sagen.
De to unge mænd kommer begge fra det sydlige Skåne. Den yngste har adresse lidt vest for Malmø, mens den ældste bor på den skånske sydkyst mellem Ystad og Trelleborg.
Da der er nedlagt navneforbud i sagen, er det ikke muligt at komme nærmere ind på, hvem de mistænkte er, eller mere præcist, hvor de bor.
Eksplosionen medførte store skader på Skattestyrelsens bygning.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde