Ekspolitiker får bøde for batalje med tv-fotograf
Jørn Dohrmann har senest været medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti. Tidligere har han også været valgt til Folketinget og været aktiv i lokalpolitik. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jørn Dohrmann får bøde på 15.000 kroner for klammeri med fotograf og skal betale tilsvarende beløb for skader.
Den tidligere europaparlamentariker Jørn Dohrmann idømmes en bøde på 15.000 kroner for en batalje med en tv-fotograf for snart tre år siden.
Det oplyser Retten i Kolding.
Dengang kom Dohrmann i klammeri med en fotograf, der var i færd med at optage billeder af politikerens ejendom nær Vamdrup til en tv-dokumentar.
Dohrmann rykkede kameraet fra tv-fotografen, hvorved det blev beskadiget.
En mikrofon, en skærm og et kabel blev ødelagt, og der skete skade for knap 15.000 kroner.
Først ved politiets hjælp fik fotografen kameraet og et tilhørende hukommelseskort tilbage.
51-årige Dohrmann nægtede sig skyldig i retten.
- Jeg synes, det var uforskammet. De skal ikke filme på privat grund og gøre min familie usikker, sagde Jørn Dohrmann.
Han fortalte i retten, at han følte sig forfulgt af et tv-hold, der var i gang med at lave dokumentaren.
Efterfølgende anmeldte Jørn Dohrmann tv-fotografen for uberettiget fotografering, men politiet fandt ikke grundlag for at gå videre med sagen.
Fotografen fortalte i retten, at han havde stillet sit kamera op ved en grøft i vejkanten.
Han skulle optage nogle såkaldte dækbilleder af politikerens ejendom, som skulle indgå i en DR-dokumentar.
Fotografen beskrev i retten Jørn Dohrmann som aggressiv, og det udviklede sig ifølge fotografen til en form for håndgemæng mellem dem.
- Han var rimelig direkte. Kameraet skulle bare væk, sagde han om Dorhmann.
Sagen mod den tidligere DF'er har været længe undervejs i retssystemet.
Det skyldes blandt andet, at Jørn Dohrmann som politiker har været beskyttet mod retsforfølgelse.
Europa-Parlamentet besluttede at ophæve denne immunitet i marts sidste år, og herefter blev der rejst tiltale mod politikeren.
Jørn Dohrmann skal betale sagens omkostninger samt en erstatning på 15.349 kroner for skaderne på kameraet.
Jørn Dohrmann sad i Europa-Parlamentet fra 2014 til 2019 og har også tidligere været medlem af Folketinget.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde