Ekstra Bladet: Vi skader ikke gidslerne

Ekstra Bladets opsigtvækkende besøg på piratskibet med de syv danske sejlergidsler om bord ved Somalias kyst har undret sikkerhedseksperter med nært kendskab til de somaliske pirater.

De mener, at Ekstra Bladet ved sin opsøgende virksomhed skader gidslerne, sætter deres familier og forhandlere under pres, hvilket kan trække sagen ud.

Men det afviser Ekstra Bladets redaktør, Poul Madsen.

- Som jeg har sagt mange gange nu: Gidslernes situation er forfærdelig. Den er frygtelig, og den er hverken blevet værre eller bedre af, at vi har været der.

- Vi har ikke været en del af gidseltagningen, vi har været om bord for at beskrive de fuldstændigt forfærdelige forhold, de er under, siger Poul Madsen.

Ritzau: Når I går om bord på piratskibet, er I bevidste om, at det fuldstændig er på piraternes præmisser?

- Vi er udmærket klar over, at det er piraterne, der afgør, hvad vi får lov til og ikke får lov til. Den præmis har vi fuldstændig åbent lagt frem i Ekstra Bladet.

- Det er der ikke noget mærkeligt i. Det er piraterne, der styrer det her. Vi har beskrevet indgående, hvad der skete om bord på skibet og de forfærdelige forhold, de mennesker er udsat for.

- Det har været vores mission at vise omverdenen hvor forfærdeligt, det er. Og det er lykkedes. Gidslernes situation er hverken værre eller bedre, efter vi har været der, siger Poul Madsen.

Ekstra Bladet holder identiteten på sin journalist med den somalisk baggrund hemmelig, indtil han er i sikkerhed. Ifølge chefredaktøren, har journalisten tidligere været om bord på et andet af piraternes gidselskibe.

- I verdenshistorien er vi nummer to, der har gjort det, men det er den samme mand. Han er en dygtig journalist, har arbejdet for blandt andet det spanske nyhedsbureau, og han har arbejdet for Los Angeles Times og for BBC. Nu arbejder han for Ekstra Bladet, siger Poul Madsen.

/ritzau/

Chefredaktør Poul Madsen afviser sikkerhedseksperters udsagn om, at bladet skader danske gidsler ved besøg.

Offentliggjort Sidst opdateret