Ekstra dommere skal bekæmpe sagsbunker i landsretter
De to landsretter kæmper med høje sagsbunker og får ekstra ressourcer. Men anklagemyndigheden er glemt.
Et nyt hold dommere skal hjælpe med at få bekæmpet bunker af sager i de to landsretter.
Manøvren skal bringe ventetiden ned, skriver Jyllands-Posten onsdag.
For eksempel går der i Vestre Landsret i gennemsnit 16 måneder, før en civil sag er blevet afgjort, mens rettens egen ambition er otte-ni måneder.
I landsretten konstaterer præsident Bjarne Christensen overfor avisen, at målsætningerne er "milevidt fra virkeligheden".
Også i Østre Landsret er der problemer med lange ventetider.
Men i Foreningen af Offentlige Anklagere er der nervøsitet på grund af de ekstra kræfter til de to landsretter.
Det skyldes, at der tilsyneladende ikke samtidig er afsat flere anklagere i de to statsadvokaturer til at møde i landsretterne.
- Jeg forudser således, at statsadvokaturerne vil få vanskeligt ved at efterkomme landsretternes ønske om berammelse, siger foreningens formand, Line Scharf, til Ritzau.
En anden konsekvens kan være, at statsadvokaturerne må udskyde andre opgaver, mener hun.
De to landsretter sættes under pres af for eksempel en stribe meget tunge civile retssager, som er udløst af finanskrisen.
Og i Østre Landsret er der også problemer med at få afviklet straffesager inden for rimelig tid.
For eksempel kunne landsretten "på grund af landsrettens nuværende sagspukkel" kun tilbyde en hurtig afvikling af én af de seks store straffesager fra Pusher Street i Christiania.
Det skrev præsident Bent Carlsen for nylig i en mail til Ritzau.
Og han erkendte, at det ville have været ønskeligt, hvis landsretten havde kunnet tilbyde flere ledige dage i 2015 "til afvikling af disse og en række andre hastende sager".
Ventetiden kan være decideret ødelæggende for manges fremtid, når det gælder uddannelse og job, har advokat Helle Lokdam sagt.
- Mulighederne for resocialisering bliver forringet, har hun fastslået.
På grund af den lange ventetid er et stort antal varetægtsfængslede blevet løsladt. Det skyldes, at de ikke skal være indespærret i længere tid end den straf, de risikerer at blive idømt.
Kun én ud af 60 personer er nu bag tremmer, oplyste statsadvokat Lise-Lotte Nilas sidste måned til Ritzau. Hun ærgrer sig også over den sene berammelse.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde