Elcykel mistænkes som årsag til brand i Nordvestkvarter
Tre opgange er blevet evakueret i en ejendom på Landsdommervej i København, hvor ild fra en altan torsdag aften spredte sig til bygningens tag. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
30 personer har måttet finde et andet sted at sove efter en brand. Den blev slukket natten til fredag.
En ildebrand i en beboelsesejendom på Landsdommervej i Københavns Nordvestkvarter spredte sig torsdag aften fra en altan til bygningens tag, og branden gik igennem taget.
Klokken 03.26 natten til fredag blev den slukket.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen.
- Vi har forladt stedet, og alle afspærringer er fjernet. Vi er derude med en enkelt patruljevogn for at sikre lejlighederne, siger han.
Branden kom ud på aftenen under kontrol, men i de tidlige nattetimer arbejdede brandvæsenet fortsat på at slukke småbrande.
Bygningen skulle desuden sikres, og man skulle tage sig af de borgere, der har adresse i ejendommen.
Tre opgange i den fire etager høje ejendom blev evakueret, og omkring 30 personer måtte forlade deres hjem. Flere af dem er blevet indlogeret på hotel, siger vagtchefen.
Næste skridt er efterforskning på stedet.
- Nu er det hele derude er sikret, og så kigger vi videre på det, når det bliver lyst.
Efterforskningen skal blandt andet kaste lys over årsagen til branden.
- Man har mistanke om, at det har at gøre med en elcykel, siger Dyre Sønnicksen, der endnu ikke kan uddybe dette yderligere.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
Hovedstadens Beredskab skrev om branden på det sociale medie X omkring klokken 19.45, hvor det lød, at man arbejdede på at forhindre en tagbrand, da røgen havde spredt sig til loftet.
Omkring klokken 20.40 oplyste Københavns Politi på det sociale medie X, at der var en kraftig røgudvikling.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned