Elefanthue-mænd tilstår fynsk hjemmerøveri

Politiet har fået fingrene i de to maskerede røvere, som natten til mandag trængte ind i hjemmet hos en 75-årig fynbo og truede ham med noget, der lignede en pistol.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hjemmerøveriet fandt sted kort efter midnat i et rækkehus på Teglværksvej i Tommerup, der ligger midt på Fyn.

Her bankede mændene iført sorte elefanthuer på døren og tvang sig ind i huset, hvor de rodede i skabe og skuffer efter værdigenstande og frarøvede den ældre mand både armbåndsur og vielsesring.

Mandag formiddag har det lokale politi anholdt de to formodede gerningsmænd.

Det drejer sig om en 21-årig mand fra Tommerup og en 16-årig mand fra Nordjylland, og politiet føler sig overbevist om, at de har fået fat i de rigtige.

- De har begge tilstået røveriet, og vi har ransaget og fundet nogle effekter, som angiveligt stammer fra røveriet, fortæller politikommissær Ann Kate Pedersen, der står i spidsen for lokalpolitiet i Assens.

- Vi synes, at det er groft, at man trænger ind på folks bopæl, og vi ser altid med stor alvor på de her sager, tilføjer hun.

Hjemmerøverne skubbede den ældre mand ned i en køkkenstol under røveriet, mens der blev holdt en pistollignende genstand mod hans hoved.

Det var med sikkerhed ikke et skydevåben med skarpe skud, oplyser politiet, som snarere tror, at det måske kan have været en legetøjspistol.

Imens blev skuffer og skaber i rækkehuset rodet igennem i jagten efter værdier.

- På et tidspunkt lykkedes det den forurettede person at trykke på et nødopkald til hjemmeplejen, og den giver en biplyd fra sig, og da gerningsmændene opdagede det, flygtede de fra stedet, siger politikommissær Ann Kate Pedersen

- Vi har efterforsket på sagen fra morgenstunden og har her til formiddag anholdt de to ganske unge mænd, som vi nu sigter for røveriet, tilføjer hun.

Mændene fremstilles tirsdag formiddag i grundlovsforhør.

Politiet vil endnu ikke sige noget om, hvorvidt der er en forbindelse mellem den 75-årige mand fra Tommerup og den 21-årige gerningsmand, som kommer fra samme by.

/ritzau/