Elefanthue-røver stikker mand i maven

Foto: Martin Sylvest/ Scanpix /Scanpix

Et møde i en beboerforening i Københavns nordvestkvarter fik en dramatisk afslutning mandag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

I et fælleshus på Tingskrivervej troppede en maskeret røver op efter beboermødet og truede med en kniv.

- Der er kun to personer tilbage. Så kommer der en mand ind og truer dem til at udlevere penge.

- Der opstår noget håndgemæng, og den ene bliver stukket med en kniv, fortæller vagtchef Kim Nicholsen fra Københavns Politi.

Det 46-årige knivoffer blev ramt én gang i maven. Han var ved bevidsthed, da ambulancen ankom, og han blev straks sendt til Rigshospitalets Traumecenter for at få behandling.

- Det sidste, jeg har hørt, er, at han ligger på operationsbordet, men hans tilstand er stabil, og han er uden for livsfare, fortæller vagtlederen.

Den formodede gerningsmand løb væk iført sort jakke og hvid elefanthue. Politiet mener ikke, at episoden er banderelateret.

Politiet har afsøgt gerningsstedet efter spor, men har endnu ikke fanget elefanthue-røveren. Gerningsmanden er dog ikke en del af beboerforeningen, fastslår ordensmagten.

/ritzau/