Dagen efter den tragiske kæntrings-ulykke, hvor 13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole havnede i det kolde vand i Præstø Fjord, er skolens øvrige elever og lærere dybt påvirkede.
Alle forsøger lige nu at støtte hinanden, fortæller Timmi Kyed, der er lærer på skolen.
- Eleverne har enormt meget brug for at snakke sammen. For at være samlet. De elever, der har opholdt sig på efterskolen i weekenden, har rigtig gerne villet rundt og besøge dem, der har været friske nok til at få besøg, siger han.
På Rigshospitalet ligger fem elever fra gårsdagens bådulykke netop nu i kunstigt koma, mens deres 44-årige idrætslærer Michael Jørgensen endnu ikke er fundet.
Den øvrige besætning fra den kæntrede båd opholder sig på fire andre sjællandske hospitaler, mens en enkelt er fragtet til Skejby Sygehus i Aarhus.
- Vi ræser rundt til de forskellige sygehuse for at besøge eleverne. Jeg kommer lige fra Næstved nu, og der har eleverne det godt, fortæller Jimmi Kyed.
På samme tid forbereder efterskolen sig på at tage imod de elever, der var hjemme på weekend, da ulykken indtraf.
- De kommer tilbage søndag aften. Vi har møde med personalet og et beredskab af psykologer, så vi er klar til at tage imod eleverne, siger forstander Truels Truelsen til jp.dk.
Mens skolen gør alt for at bringe eleverne sammen, har lærerteamet også behov for at forsøge at bearbejde ulykken i fællesskab.
- Lærerne hjælper hinanden indbyrdes. Vi mødtes både i går og skal også mødes igen i morgen for at tale sammen og støtte hinanden, siger Timmi Kyed.
Politiet har fortsat ingen idé om, hvordan det kunne gå så galt fredag eftermiddag, da gruppen fra Lundby Efterskole var ude at sejle.
Et vidne så dem sætte båden i vandet ved middagstid. Klokken 12.47 modtog politiet en opringning fra en pige, der var svømmet i land. Hvad der er sket derimellem er uvist.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker