Elever havde forståelse for scooter-kontrol - sådan da..

Politiets scooter- og knallertkontrol blandt eleverne på Celfs afdeling på Kringelborg i Nykøbing resulterede i flere sager.

En række elever blev noteret for at have et køretøj, som kan køre hurtigere end tilladt. Nogle var godt klar over problemet, mens andre fik sig en ubehagelig overraskelse.
- Jeg vidste godt, at den kørte lidt for stærkt. Men jeg synes det er fint, at politiet laver sådan en kontrol, for der er mange, som kører ulovligt, fortalte en af eleverne, Martin Andersen.

Et par af hans medstuderende, Anders Hasling og Nick Fagervold, havde heller ikke noget imod politiets aktion. Men de var ikke glade for at få at vide, at deres scootere kørte for stærkt. De hævdede nemlig, at de ikke selv har gjort noget for at få dem til at overskride fartgrænsen.
- Jeg fik at vide, at der ikke er pillet ved den, men at den kan køre 50 km/t. som standard. Jeg synes, det er useriøst at forhandlerne sælger dem, selvom de ikke er lovlige, så vi får bøder. Sådan er det også med en af mine kammeraters knallert. Den kan køre 55 km/t. fra standard. Det synes jeg ikke er fair, fortalte Anders Hasling.

Der var dog også elever, som godt vidste, at deres scooter kan køre for stærkt, og som ærgrede sig mest over, at politiet kom på unanmeldt besøg. Det var eksempelvis tilfældet for Simon Søgaard Seier.
- Den blev målt til at køre 52 km/t. Det er noget lort, men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved den, sagde han.

han havde dog ikke umiddelbart tænkt sig at gøre alverden for at få den til at køre langsommere. Snarere tværtimod.
- Den skal køre hurtigere, var hans umiddelbare reaktion.
Så længe folk kører ordentligt, er der jo ikke nogen grund til at have fartbegrænsninger, mente han.

En række elever blev noteret for at have scootere, der kan køre mere end tilladt. Flere af dem havde dog forståelse for politiets aktion.

Offentliggjort Sidst opdateret